Valnød, 'Broadview'

'Broadview' blev udvalgt i British Columbia, Canada, men menes at stamme fra frø importeret fra de Karpatiske bjerge i Polen. Det er en typisk Karpatisk valnød der er kendetegnet ved kompakt vækst og ekstrem hårdførhed. Frostskader ses stort set aldrig, heller ikke om foråret hvor det sene udspring beskytter mod dette.

Træet bærer nødder meget hurtigt efter podningen (1-2år). Disse falder ikke altid helt rent ned fra træet og kan med fordel renses inden tørringen. Kernehinden på denne, ellers næsten ideelle, sort kan i frisk tilstand være let bitter, men hvis formålet primært er nødder til bagværk, eller snaps er det et rigtigt godt valg. Løvet er meget sundt og bevarer sin smukke grønne farve sæsonen igennem.

Juglans regia 'Broadview'